Sverige er i dag Skandinaviens største og mest toneangivende land, en position landet har haft siden det 17. århundrede, hvor Sverige under Karl X Gustav formåede at fravriste Danmark provinserne Skåne, Halland og Blekinge. Store områder ved Østersøen, fra Nordtyskland over Baltikum til Finland har i perioder også været under svensk kontrol, men måtte opgives efter nederlag til det ekspanderende russiske rige i det 18. og 19. århundrede. Forhistorie
Der findes arkæologiske vidnesbyrd om, at det område som udgør det nuværende Sverige, fik sine første indbyggere under stenalderen, efterhånden som indlandsisen fra den sidste istid trak sig tilbage. De første indbyggere var jægere og samlere, som især levede af rigdommene i Østersøen. I modsætning til i Danmark har man kun fundet meget sparsomme fund i det meste af Sverige fra stenalderen. Man har fundet tilværkede flintesten i Skåne dateret til omkring 9.000 f. kr., og man mener at jægere og samlere langsomt spredte sig nordpå derfra. Omkring 4000 f. kr. ved man at der i Danmark og det sydligste Sverige blev indført landbrug og husdyrhold, der sandsynligvis har spredt sig langsomt nordpå.
Omkring starten af bronzealderen forårsagede et særdeles mildt og gunstigt klima en forøgelse af befolkningen i hele det sydskandinaviske område. En række arkæologiske fund fra store handelssamfund understøtter teorien om, at især det sydlige Sverige var tæt befolket i bronzealderen, men også længere nordpå i Sverige op til omkring Stockholm er der fundet spor fra denne tid.
Fra Jernalderen er det sandsynligt at forskellige større magtområder har udviklet sig i Sverige. Tacitus beskrev i 98 e. kr. en stamme i det svenske område med navnet "Suitonerne", som skulle være stærke i både våben og skibe. Man ved ikke meget om denne tid, men det er muligt at stammer i det svenske områder har udøvet en vis indflydelse på nærliggende områder, og man mener at der har foregået en slags invasion ind i det danske område omkring denne tid. Der har sandsynligvis ikke været noget sammenhængende svensk herskabsområde sent i Jernalderen og under vikingetiden, men snarere forskellige rivaliserende konge/høvdinge-dømmer. Kilder nævner Götaland og Svealand som to autonome stærke regioner på denne tid. Det sydlige Sverige var i Jernalderen sandsynligvis kulturelt knyttet tættere til områder i Danmark. I dette område har man omkring Ystad fundet spor af en større handelsplads fra cirka 600-700 e. kr..
Igennem det 9. århundrede og 10. århundrede var vikingekulturen dominerende i Sverige med handel, plyndringer og koloniseringer mod øst, specielt de baltiske lande, Rusland og Sortehavet fik besøg af svenske vikinger.
Middelalder
I perioden mellem 1100 og 1400 var Sverige stadig i gang med at dannes og konsolideres. Under kong Sverker I (1134-1155) siges det at rivaliseringen mellem Svealand og Götaland ophørte med Götalands indlemmelse i Svealand. De næste hundrede år var præget af interne stridigheder mellem forskellige adelsslægter der gjorde krav på tronen. Den største årsag til en endelig svensk samling under nogenlunde stabile forhold skal findes i Birger Jarl, der i perioden 1248-1266 formåede at skabe nogenlunde faste rammer for en svensk statsdannelse, og som bl. a. i dag hyldes som grundlægger af Stockholm. I disse år forsøgte man at indføre et feudalt system, som det havde fungeret i Europa i mange hundrede år.
I 1319 blev den kun tre-årige Magnus II konge af både Sverige og Norge. Drengens lange mindreårige status bidrog til monarkiets faldende indflydelse i området, og stærke adelsslægter begyndte at spille en stadig større rolle, og fik tiltvunget sig stadig større rettigheder. I 1365 indsatte de magtfulde adelige i landet pga. utilfredshed med Magnus regering i stedet hans nevø Albrecht af Mecklenburg som konge. Den stigende magt blandt adelige og bybefolkningerne betød dog også Albrechts fald, og man vendte sig nu mod det danske kongehus for at finde en efterfølger.
I 1397, blev de tre lande Norge, Danmark og Sverige forenet under én konge, nemlig den danske. Det viste sig dog hurtigt at man i Sverige heller ikke var tilfreds med at blive styret fra Danmark. Kalmarunionen var ikke en politisk union, og igennem det 15. århundrede forsøgte Sverige at modstå et dansk centraliseret styre under den danske konge. Sverige brød ud af Kalmarunionen i 1523, da Gustav Eriksson Vasa, senere kendt som Gustav I af Sverige genetablerede den svenske krone.
Sveriges vej til stormagtsstatus
I det 17. århundrede blev Sverige én af de store magter i Europa, efter at landet med succes havde deltaget i Trediveårskrigen. I flere krige mod Danmark-Norge erobredes vigtige provinser fra disse riger. Mest markant, da Danmark ved Roskildefreden i 1658 måtte opgive de kernedanske Skånelande (Skåne, Halland og Blekinge) til Sverige. Under den store nordiske krig måtte Sverige i 1710 dog trække sig ud af det nordlige Baltikum, hvor man i 200 år havde hersket. Dermed sluttede Sveriges korte hegemonialstilling i Østersøen.
I 1809 måtte Sverige efter en kort krig og efterfølgende nederlag til Rusland også afgive kontrollen over Finland til Rusland. Finland havde ellers siden Middelalderen været mere eller mindre under svensk kontrol. Den sidste krig mod Norge i 1814 førte til etablering af en personalunion med dette land. Siden denne mindre krig, har Sverige ikke deltaget i kamphandlinger, og landets neutralitetsstatus er noget man har værnet om og bidraget af lige siden.
Krig truede dog med at bryde ud i begyndelsen af det 20. århundrede, da det norske Storting i 1905 erklærede unionen med Sverige opløst, og det norske folk bekræftede afgørelsen i en folkeafstemning. Krigen blev undgået ved forhandlingerne i Karlstad 1905.
Moderne tid
I dag er Sverige neutralt, hvilket det har været i de sidste ca. 200 år (1814), hvor landet med succes har holdt sig ude af deltagelse i konflikter og krige.
Den første Nobelprisceremoni blev afholdt i Stockholm i 1901. Fra 1902 er priserne for videnskab og litteratur formelt blevet uddelt af den svenske konge, mens fredsprisen uddeles af det norske Storting. Et levn fra unionen mellem Sverige og Norge, der stadig var i kraft på det tidspunkt.
Sverige forblev neutral under 1. verdenskrig og 2. verdenskrig. Mest bemærkelsesværdigt under 2. verdenskrig, en neutralitet, der dog ses stadigt mere kritisk på. I nyere tid har man forsøgt at gøre sig til en neutral mægler mellem stridende parter på kloden, især under den kolde krig forsøgte man sig med en neutral stilling.
Sverige er medlem af FN, men på grund af ønsket om neutralitet under den kolde krig altså ikke medlem af NATO. Sverige var i 1952 medstifter af Nordisk Råd og blev i 1995 medlem af Den Europæiske Union. Tilmeld dig vores nyhedsbrev og/eller boligservice.
|
